Inklusion og anerkendelse er vigtig
Inklusion, anerkendelse og metoden ICDP er de tilgange til børnene vi arbejder ud fra. Kernen i ICDP er at vise omsorg, glæde, begejstring og anerkendelse af barnet og dets ressourcer. Den anerkendende tilgang er med til at skabe tryghed, som er forudsætning for at barnet tør udforske verden på egen hånd og dermed får styrket deres selvværd og deres mulighed for at indgå i fællesskaber og danne venskaber på tværs i huset.
Vi er selvfølgelig opmærksom på, at der skal tages højde for børnegruppernes sammenhæng og børnenes forskellige forudsætninger. Dette gør vi for at opnå bedst muligt læring og trivsel for det enkelte barn.
Hvordan gør vi det i praksis
- Små legegrupper inde eller på legepladsen
- Invitere en el. to fra storgruppen ind til Brumbasserne og spise madpakker
- Tage på ture eller gå i skoven sammen
- Deltage i smør-selv dag i storgruppen
- Tage i svømmehallen på tværs af grupperne
- Fællessang på tværs af stuerne en gang om ugen
- En årlig temauge, der er fælles for hele huset
- Diverse fælles julearrangementer
Sådan arbejder vi i specialgruppen
Neuropædagogikken anvendes som forståelsesramme for den faglige indsats vi giver børnene. Vores neuropædagogiske tilgang danner grundlag for vores måde at strukturere hverdagen på i børnehaven med udgangspunkt i barnets dagsform.
I praksis anvender vi neuropædagogikken når vi tolker barnets behov, når vi skaber aktiviteter for børnene og måden vi har indrettet specialgruppen.
Når vi skaber aktiviteter for børnene, anvender vi vores viden til at kunne opstille en aktivitet som rammer barnets nærmeste udviklingszone og vi har særligt fokus på sanseintegration.
Specialgruppens indretning er nedtonet og vi forsøger gennem dette at mindske sanseindtrykkene, hvilket vil hjælpe barnet til bedre at kunne fokusere på aktiviteter og det sociale samspil med de øvrige børn og voksne.
Hvordan gør vi i praksis i specialgruppen
Vi har en anerkendende tilgang i relationen med barnet og vægter processen fremfor produktet. Vi støtter barnet i at deltage aktivt i hverdagens aktiviteter og øge dets bevidsthed om egen kunnen.
Vi arbejder med sanseintegration, da dette er en udfordring vi ofte ser hos børnene i specialgruppen.
I vores arbejde med børnene benytter os af totalkommunikation; aflæsning af nonverbal kommunikation, Tegn til tale, billedmateriale, fotos, Ipads medmere.
Vi benytter os af Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse - et redskab til at belyse barnets kompetencer og udviklingspotentialer, når vi udarbejder den årlige handleplan på det enkelte barn. Forældrene inviteres også, til at komme med deres forslag til, hvad der skal arbejdes med hos barnet