Uddrag fra vores Pædagogiske Grundlag
I 6´eren vægter vi faglighed og en anerkendende tilgang højt, og vores mål er at skabe rammerne for et samarbejde hvor tillid og trivsel er i højsædet. I vores børnehave er der en samtidig en uformel omgangstone præget af en stor grad af humor. Dette gør sig gældende i både det interne samarbejde, i hverdagen med børnene og i samarbejdet med forældrene.
Børnefællesskaber
I 6eren har vi fokus på, at alle børn har ret til at indgå i meningsfulde børnefællesskaber, uanset den enkeltes forudsætninger. Vi har et stort ansvar i forhold til at skabe et positivt samspil i børnegruppen, og for at skabe mulighed for jævnbydige relationer imellem børnene. Vi anser humor, som en vigtig del i fællesskabet og øver børnene i at bruge og forstå simpel humor. Vi arbejder ud fra princippet det fælles tredje: at børnene kan få øje på hinanden og relationen kan opbygges igennem en fælles oplevelse eller aktivitet. Vi styrker børnefællesskaberne igennem sociale aktiviteter, og Fri For Mobberi.
Leg
Legen er afgørende for barnets udvikling og en væsentlig forudsætning for barnets trivsel og dannelse. Det er i legen barnet afprøver og bekræfter sine oplevelser. Leg fremmer bl.a. barnets fantasi, nysgerrighed, sociale kompetencer og selvværd. I 6´eren ligger vi vægt på, at vores læringsmiljø skal give plads og muligheder for forskellige lege. Vi arbejder med små legegrupper, hvor den voksne indgår og understøtter børnenes indbyrdes leg. Samtidig har vi fokus på at skabe rum og mulighed for fri leg, hvor børnene selv finder sammen i grupper båret af relation eller aktivitet.
Krav til pædagogisk læreplan
Der er krav i dagtilbudsloven om, at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for alle børns læring.
Den pædagogiske læreplan indeholder:
- det fælles pædagogiske grundlag
- beskrivelse af seks læreplanstemaer
- pædagogisk mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring
Den pædagogiske læreplanen skal evalueres mindst hvert 2. år. Både den pædagogisk læreplan og evalueringen skal være offentlig tilgængelig. Hvis du er forælder i institutionen, kan du finde vores pædagogiske læreplan i fuld længde på Aula. Har du ikke adgang til institutionens Aula, kan du henvende dig til den pædagogiske leder og få den tilsendt.