Traditioner i Børnehaven 6'eren
Ordet traditioner anvender vi i mange henseender. Vi har løbende gennem året flere forskellige traditioner / aktiviteter. I forbindelse med årets højtider jul, fastelavn, påske, fødselsdage etc. Men i vores hverdag gør vi også mange ting, som ikke altid kan sættes i forbindelse med ordet tradition; spontane ture ud af huset, pålægsdag, højtlæsning, osv. men det er alt sammen noget, der er med til at skabe tryghed, nærvær og en struktureret hverdag for børnene. Nedenfor kan i se nogle af de traditioner / aktiviteter vi har gennem året.
Årlige traditioner
- Bedsteforældredag – der laves fastelavnsris og der synes sange
- Fastelavnsfest – vi slår katten af tønden
- Påske – vi klipper påskepynt og måske et lille gækkebrev.
- Pyjamasfest – der hygges med yndlingsbamsen og pude fra kl. 17.15 til 19.00. Vi spiser aftensmad og der er godnathistorier, pudekamp og hygge med bamserne
- Afslutning for kommende skolebørn
- Skt. Hans – vi tænder bål
- Livretsfest – Børn, forældre og søskende spiser aftensmad i børnehaven. Hver familie har en ret med til et fælles ta’ selv bord.
- Kaffedage – forældrene er velkommen til at komme og se barnets dagligdag i børnehaven og få en snak med andre forældre.
- Jul – vi klipper julepynt, laver julehemmeligheder og har juleværksteder. De ældste børn går luciaoptog
- Samvær med de ældre på Liselund
- Trimdag – en dag i motionens tegn. Der laves forskellige poster, som børnene skal igennem
- Temauger – der afholdes temauger flere gange årligt med afsæt i de pædagogiske læreplaner. For eksempel: tema om køretøjer eller efterår.
Månedlige traditioner
- Legetøjsdag – den 1. fredag i hver måned
- Pålægsdag – hver stue har deres dag, hvor børnene kommer med forskellig mad til fælles smør- selv frokost
- Fællessang – hver onsdag har vi fællessang med hele huset
Fødselsdage i Børnehaven 6’eren
Vi mener at fødselsdage, er en af de vigtigste begivenheder i barnets liv. Derfor prioriteres det at hvert enkelt barn har mulighed for at blive fejret. Barnets fødselsdag er en dag hvor barnet får særlig opmærksomhed.
Fødselsdagen bliver synliggjort for alle i huset med plakat og flag ved indgangsdøren. I børnehaven afholdes fødselsdagen til samling i forbindelse med frokost.
Vi finder den store fødselsdagskuffert frem og tronestolen stilles så barnet er i centrum – hvis det har lyst. Vi synger fødselsdagssang, råber hurra, læser en historie, leger en leg eller synger en sang som fødselsdagsbarnet vælger. Herefter er der en lille gave, som børnene i børnehaven har lavet til fødselsdagsbarnet.
På baggrund af vores fødselsdagskoncept må der IKKE medbringes spiseligt til uddeling denne dag.
Fødselsdage ud af huset
Vi tager gerne på tur hjem til barnets fødselsdag, hvis vi sammen kan få det til, at passe i den samlede planlægning og hvis I forældre har lyst.
Når fødselsdage afholdes udenfor børnehaven, sker det i tidsrummet 10-12, så det kan tilpasses ind i husets andre aktiviteter.
Når vi kommer hjem til barnets fødselsdag, vil vi gerne, at man tænker på en sund kost, der kan erstatte madpakken og kun få mængder søde sager.
Barnets fødselsdag dokumenteres ved at der tages billeder af arrangementet. Herefter laves der en collage som hænges op i børnehaven.
Fødselsdag i specialgruppen
Vi vil gerne fejre dit/jeres barn sammen med de andre børn og voksne hos Brumbasserne. Hos Brumbasserne handler en god fødselsdag om at være i centrum, blive fejret, have det sjovt, lære at modtage og give gaver, og ikke hvad man putter i maven.
Rent praktisk foregår det således:
- I god tid inden fødselsdagen aftales med kontaktpædagogerne, hvilken dag, fødselsdagen skal afholdes.
- I laver en indbydelse, som jeres barn kan dele rundt til sine kammerater mindst 1 uge før. Det er en god idé at skrive et par gaveønsker på indbydelsen.
- Fødselsdagen afholdes altid kl. 9 i forbindelse med vores rundkreds. I forældre er selvfølgelig velkommen til at være med. I/vi vurderer, om søskende kan deltage - således at fødselsdagsbarnet stadig kan være i centrum.
- I rundkreds synger vi Fødselsdagssang og sange, som fødselsdagsbarnet godt kan lide. Vi tænder lys og råber Hurra. Bagefter skiftes børnene til at overrække deres gave.
- I er velkommen til at tage en bolle eller noget udskåret frugt med til et glas saftevand, som vi kan spise efter rundkreds. Vi henviser til vores kostpolitik og siger nej tak til kage, slik, kakao og lignende.
- Fødselsdagen varer ca. 1 time – så trænger børnene til at lege.
- Vi tager billeder til fødselsdagen, så I kan koncentrere jer om at være sammen med jeres barn – og af hensyn til de andre børn.
- Hvis du/I ikke har mulighed for at deltage, fejrer vi selvfølgelig fødselsdagsbarnet på samme måde.